MJeg husker tydeligt, hvordan det føltes, da jeg stod der midt i min vej ud af mine spiseproblemer.  Det føltes ofte fuldstændig håbløst, uoverskueligt, og som om jeg aldrig rykkede mig nogle vegne, og jeg kunne have svært ved at skelne, om det bare var den kontrollerende del af mig selv, som var blevet dygtigere til at tage over i længere tid, eller om der faktisk var noget andet på spil.

Og jo længere jeg kom ud af mit madhelvede, jo mere opdagede jeg, at der var en masse ting som faktisk havde ændret sig. Det var ikke kun tidsrummene mellem mine ædeflip som blev længere, men det var som om, at de perioder, hvor ædeorgierne og opkastningerne dukkede op, ikke var så smertefulde som de altid havde været. Jeg havde en anden ro. En anden tillid. En anden måde at se mig selv på. Jeg følte mig ikke længere helt så ensom, og stemmerne i mit hoved larmede ikke nær så meget som før i tiden. Jeg kan ikke lave en hel lineær fortælling om min vej ud, men jeg synes alligevel, jeg på en måde kan dele min rejse op i tre store forandringsskridt.

Vejen til mig selv

Det første der skete på min rejse ud af madhelvedet var, at jeg begyndte at tænke anderlederes. I stedet for kun at tænke i mine spiseproblemer, hvor meget de fyldte og hvor fanget, jeg følte mig, begyndte jeg i stedet at blive nysgerrig på mig selv. Jeg begyndte at stoppe op, hver gang trangen til maden dukkede op. Jeg begyndte at mærke efter, hvad der skete indeni mig, hvad der var gået forud, og hvilke mennesker jeg havde været sammen med. Det ændrede i starten ikke så meget, og jeg kunne ikke stoppe mine overspisninger alligevel, men som tiden gik, blev jeg mere og mere opmærksom på det mønster som styrede mine overspisninger. Jeg fik en større forståelse af mig selv, og af hvad der skete, og det skabte en større omsorg for mig selv og mine handlinger. Jeg havde ikke længere så travlt med at skælde mig selv ud, og kæmpe en indre kamp, fordi jeg vidste at mine overspisninger bare var til for at passe på mig. At de faktisk var en kærkommen ven, som jeg virkelig havde brug for til at holde mig i hånden gennem livet.

Denne bevidsthed hjalp mig ikke kun til at blive klogere på mig selv, men også på at mærke efter.

Hvad havde JEG egentlig brug for?

Hvad ville jeg egentlig gerne?

Hvem var jeg egentlig?

Jeg anede det ikke, fordi jeg havde tilpasset mig mine omstændigheder hele mit liv. Jeg lærte stille og roligt nødvendigheden af at sætte grænse og at vælge mig selv først. At det vigtigste i mit liv faktisk var mig, og at jeg blev nødt til at være der for mig selv først, hvis jeg skulle kunne være noget for andre. Jeg blev ligeså stille gladere indeni. Mine tanker blev mere og mere lyse, og jeg var ikke længere fanget i et tankemylder som kun kredsede om mad. Mine overspisninger kom stadig på besøg i ny og næ, men jeg gav dem mindre og mindre opmærksomhed, og de varede derfor også i kortere og kortere tid, og kom med længere mellemrum.

Det var som om jeg havde fundet vejen til mig selv.

Vejen til healing

I en lang periode, befandt jeg mig her, hvor jeg egentlig havde det bedre, men hvor overspisningerne og opkastninger stadig hærgede i perioder. Jeg begyndte igen at blive frustreret, og skælde mig selv lidt ud, og begyndte at tænke, at jeg alligevel ikke havde rykket mig en meter. Men det havde jeg, og det vidste jeg inderst inde godt.  Jeg var bare stadig så rasende på mig selv. Rasende på alt det omkring mig, som var skyld i, jeg havde det som jeg havde, og som var skyld i jeg gjorde som jeg gjorde. Jeg følte stadig så meget skyld og skam over mig selv, og var endnu ikke der, hvor jeg var helt klar til at åbne op for omverdenen omkring, hvordan jeg havde det.  Så efter kærlig vejleding fra healeren Britta begyndte jeg igen at kigge nysgerrigt på mig selv.

Hvad var det, der ikke var på plads endnu?

Hvad var det, der stadig holdt mig fanget, hvor jeg var?

Hvor var det, at det hele var så synd for mig, at jeg ikke kunne rykke mig ud af stedet?

Disse spørgsmål var hård kost at komme igennem. Jeg måtte genopleve barndomstraumer, gamle overbevisninger, og en masse vrede rettet mod nogle af de mennesker, jeg elskede aller mest. Jeg måtte træffe et valg om, at jeg var klar til at give slip, at jeg var klar til at komme videre, og at jeg var klar til at tage ansvar for lige netop den situation jeg stod. Jeg måtte vinke et sidste farvel til offerrollen og jeg måtte tilgive.

Tilgive mig selv.

Tilgive mine forældre.

Tilgive al den skyld og skam.

Og så kom healingen

Jeg opdagede den egentlig ikke.

Men der skete noget indeni mig.

Jeg kan ikke engang helt huske, hvad der skete herefter.

Men jeg husker tydeligt, at det en dag går op for mig, at jeg ikke har handlet ind til et ædeorgie i flere måneder. Jeg husker hvor overrasket og glad jeg blev. Jeg husker fejringen af mig selv, men jeg husker også, at det stadig ikke var helt slut med opkastningerne.

Jeg var kommet så langt væk fra, hvordan man spiste normalt, hvad der var overspisning og hvad der bare var det andre vil kalde weekendhygge. Jeg havde svært ved fredagsslik og fødselsdage med kage, og jeg følte mig hurtigt fysisk utilpas, når jeg havde spist især ”usunde sager”.

Vejen ud som er vejen ind

Det blev starten på endnu en ny rejse. Jeg skulle simpelthen til at lære min krop at kende igen efter mange år, hvor jeg havde gjort alt for ikke at mærke den. Jeg lavede mange kropslige øvelser hver dag, for bare at mærke, hvordan det føles at have en arm, en tå og et lår. Jeg øvede mig i at spise på en helt ny måde, hvor det var min krop, der mærkede efter og ikke mit hoved, der styrede. Det var nok det mest underlige jeg oplevede på min rejse, for jeg havde pludselig sjældent lyst til søde sager mere. Mit hoved kunne stadig skrige efter lækkerier, så snart jeg lagde mig på sofaen, men jeg fandt hurtigt ud af, det som oftest var fordi, jeg var træt og så begyndte jeg i stedet bare at gå i seng uden at tænke videre over det. Det var helt nyt for mig. Ja det var som om, jeg var trådt ind i en verden, jeg ikke anede eksisterede.

Men jeg vil være helt ærlig overfor dig. Jeg var stadig ikke ovenud lykkelig, som jeg ellers troede jeg ville være, når nu mine madproblemer ikke længere eksisterede.  Men det blev hurtigt mere og mere klart for mig, at min sjæl stadig længtes. At den ville noget andet end det jeg havde gang i. At den altid har villet noget andet end det jeg har haft gang i. Og her er jeg så nu. Lige her hvor min sjæl føler sig lykkelig, levende og fri. Min vej ud af madhelvede blev vejen ind til mig selv. Indtil min sjæl. Indtil mit indre bål, min indre kærlighed og mit indre lys.