Hvis du har læst nogle af mine tidligere blogindlæg har du sikkert efterhånden fattet pointen.

Jeg var afhængig af maden som en meget nær livsledsager gennem 12 år.

Og ja vi er alle sammen afhængig af maden som livsledsager, det ved jeg godt.

Men ikke på den måde jeg var det.

Jeg tror, der sidder mange som ikke helt forstår, hvad det vil sige at være afhængig af maden.

Sådan rigtig afhængig.

Det er fuldstændig som en narkoman, der skal have sit fix.

En narkoman der vil gøre alt for at få sit fix.

En narkoman der vil lyve, snyde og bedrage for at få sit fix.

En narkoman som glemmer alt og alle omkring sig for at få sit fix.

En narkoman som et kort sekund mærker en ro og en fred i sit indre, ved at få sit fix.

Men som efterfølgende fyldes med så meget skyldfølelse, skam og selvlede over sine handlinger, at det næsten er uudholdeligt at være til.

Og så står behovet for det næste fix allerede og banker på døren.

Da jeg stod midt i mit madhelvede, tror jeg egentlig ikke, jeg så det på denne måde.

Jeg havde alt for travlt med at tænke på, hvor og hvornår jeg kunne få mit næste fix.

Hvad det skulle være for et fix, hvor mange gram, hvilken smag og hvor mange gange jeg kunne nå det i løbet af dagen.

Jeg kunne ikke bare fixe, når jeg havde lyst, for jeg boede sammen med min kæreste som for guds skyld ikke måtte opdage noget.

Det var altid på lånt tid, og jeg følte mig altid presset.

Mest fordi behovet for at madfixe ikke stoppede selvom han kom hjem

En del af mine fix var opkastningerne.

De var næsten det bedste af det hele.

Forløsningen af alt det jeg ikke kunne holde ud.

De var blevet så almindelige for mig, at jeg nærmest sidestillede dem med at tisse.

Det var fuldstændig ligeså naturligt for mig.

Det var blevet en normal mekanisme.

Jeg skulle ikke gøre noget for det.

Bare bukke mig ned, og så kom opkasten helt af sig selv.

(Det skal dog lige siges, at det da også havde krævet mange års træning at nå dertil, og at de første mange lidelsesfulde opkastninger foregik med fingre i halsen og tårer i øjnene.)

Men altså nu var det naturligt.

Ingen kunne høre det.

Ingen kunne se det på mig.

Og det var da også min eneste fordel, da jeg på den måde alligevel kunne fixe en lille smule, når min kæreste kom hjem.

Gode undskyldninger om menstruation, træthed og sukkerafhængighed legaliserede mit chokoladeforbrug om aftenen.

Der var kun et problem.

Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop, når jeg havde spist det.

Der opstod så voldsom en indre uro.

Så stort et ubehag.

At det måtte forløses.

Hver gang.

Og selvom det ikke altid var muligt, skulle jeg nok finde en udvej.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange sjove steder jeg har kastet op.

Hvor mange gange ”jeg er gået ud med skraldespanden”,” har hentet en liter mælk”, eller lige ”besøgt en veninde”, bare for at få et hurtigt fix.

Bare for lige at kaste op.

eller hvis jeg var heldig og havde tid til det, måske endda kunne nå en omgang mere i bilen, i en skov, på en rasteplads, eller et andet øde område, hvor jeg havde mulighed for at være alene med mig selv og mit elskede madnarko.

Jeg følte mig altid presset.

Altid stresset.

Altid på flugt.

Altid bange.

Det var en hård periode af mit liv.

Og jeg forstår måske stadig ikke helt hvordan jeg kom ud af det.

Hvordan jeg blev helt rask.

Det havde jeg aldrig troet dengang.

Jeg kan huske, jeg flere gange tænkte, at jeg burde være kommet på sådan et af de afvænningscentre som man ser i film, når hovedpersonen har alkoholproblemer.

Men det kom jeg aldrig.

Jeg blev bare rask hjemme hos mig selv.

Ikke fra den ene dag til den anden.

Men hver dag med små skridt i den rigtige retning.

Mange spørger mig i dag om jeg så er sådan en X madnarkoman som altid vil have denne afhængighed liggende latent ligesom alkoholiker.

Mange siger til mig, at man jo aldrig kan blive helt rask, når man har haft sådan en sygdom.

Om jeg ikke frygter at falde tilbage…

Om jeg ikke stadig falder i engang i mellem….

Om ikke jeg altid vil tackle mine følelser og svære dage med maden…..

Men svaret er NEJ

Jeg tænker aldrig over, hvad jeg spiser.

Jeg tænker aldrig på mad.

Jeg tænker aldrig på kalorier.

Jeg tænker aldrig på hvordan min krop ser ud.

Ja jeg har stadig øv-dage.

Men er de ikke en del af gamet?

En del af livet?

Min påstand er i hvert fald, at øv-dage har vi alle.

Men jeg tackler dem ikke længere med mad.

Jeg har bare lært at sætte noget andet ind i stedet for maden på mine øv-dage.

Noget meget mere værdigfuldt.

Et meget bedre fix.

Nemlig

Min egen selvkærlighed og selvomsorg.

 Min egen accept af mine følelser og den jeg er.