Jeg havde en hemmelig elsker…

I rigtig mange år brugte jeg enormt meget tid sammen med min hemmelige elsker, uden min kæreste vidste det. Jeg var sammen med min hemmelige elsker så ofte, som det var muligt, og tit også mens min kæreste var hjemme. Jeg var så afhængig af min elskers kærlighed, at jeg ikke kunne se, hvordan jeg nogensinde skulle slippe ham. Han gav mig kærlighed, ro og tryghed på en måde, som jeg ikke havde mødt nogen andre steder. Problemet var bare, at han efterlod mig kold og ensom hver gang han gik.  Plus at det i længden blev enormt hårdt og smertefuldt at gå med så stor en hemmelighed, overfor alle de mennesker jeg elskede, og som jeg egentlig havde lyst til at dele min affære med. Jo længere tid der gik, jo mere frustreret blev jeg, og jo mere følte jeg mig viklet ind i mit hemmelige forhold. Jeg tænkte konstant på min elsker, og fik til sidst svært ved at falde i søvn i både savn, sorg, ensomhed, men også tanker om, hvad vi skulle lave sammen den næste dag.

Jeg tænkte ofte: ”Du gør det forbi i morgen”. ”Eller på mandag”. ”Ej til den første oktober gør du det forbi”. ”Mit nytårsfortsæt bliver at gøre det forbi”, og sådan forsatte det ellers bare i flere år indtil min hemmelige affære havde ødelagt forholdet til min første kæreste, havde ødelagt forholdet til en ny kæreste, og nu var rigtigt godt i gang med at ødelægge mit nyeste forhold, hvor jeg oveni hatten var blevet gravid.

Jeg var ulykkelig.

Jeg var frustreret.

Jeg var ensom

Jeg vidste jeg måtte gøre det forbi.

Dybt inde i mig vidste jeg det godt, men jeg var bange.

Rigtig bange.

Hvem skulle give mig kærlighed?

Hvem skulle give mig ro?

Hvem skulle give mig tryghed?

Hvem var jeg uden min elsker?

Jeg anede ikke dengang, at svaret var indlysende.

Det var selvfølgelig mig selv.

Alt hvad jeg manglede var min egen kærlighed. Mit eget nærvær. Min egen omsorg. Jeg manglede følesen af, at jeg satte mig selv i første række i mit liv. At jeg var den vigtigste i mit liv.

Og hvordan gjorde jeg så det?

Jo nu skal du høre:

Jeg startede med at øve mig i at rumme mig selv med alt det jeg var, tænkte og følte, uden at prøve at ændre det.

Jeg begyndte for første gang i mit liv at acceptere min afhængighed af min elsker, uden at skælde mig selv ud for den, eller prøve at bekæmpe den.

Jeg gik på opdagelse som en anden detektiv i alle mine tanker om mig selv, den jeg var og det afhængighedsforhold jeg var endt i.

Jeg satte mig ned med lukkede øjne i fuldstændig stilhed 5-10 minutter flere gange om dagen bare og mærkede efter, hvad der skete i mig, når behovet for min elskers kærlighed dukkede op.

Jeg begyndte at se og forstå min afhængighed af ham på en ny måde, og at det faktisk var helt okay, at jeg havde behov for ham.

Jeg stoppede med at skælde mig selv ud, når jeg havde mødtes med min hemmelige elsker, jeg stoppede med at planlægge, hvornår, jeg skulle gøre det forbi, og jeg stoppede med at kæmpe mod alle stemmerne i mit hoved, som sagde jeg var svag.  Jeg sagde højt: ”STOP. Jeg gør det bedste jeg kan lige nu, og selvom jeg har behov for min elsker, så elsker og acceptere jeg mig selv.”

OG pludselig en dag skete der noget magisk.

Det gik op for mig, jeg ikke havde set min elsker i 4 uger.

Det var aldrig sket før.

Jeg havde ikke engang savnet ham.

Det var så vildt, og jeg følte mig så fri.

Og som tiden gik, så jeg mindre og mindre til ham.

Nogen gange dukkede han op, og jeg inviterede ham indenfor, men han gav mig ligesom ikke det samme mere.

Jeg havde flyttet mig.

Jeg havde ikke det samme behov for ham.

Og til sidst var behovet helt væk, og uden jeg opdagede det, var han forsvundet ud af mit liv.

Min hemmelige elsker var selvfølgelig mad.