Billede = 6 dage til termin.

I graviditeten med min første datter tog bulimien fuldstændig kontrollen over mit liv.

Som i fuldstændig.

Efter jeg blev sygemeldt fra mit arbejde med et mere eller mindre udueligt bækken, som ligeså godt kunne have siddet på en 80 årig, faldt det hele ligesom fra hinanden.

Jeg var så ulykkelig.

Jeg var så frustreret.

Jeg kunne ingenting.

Andet end at spise.

Så det gjorde jeg.

Helt ekstremt.

Næsten ni måneder gik der, hvor det eneste jeg foretog mig var at handle ind, spise og kaste op.

Jeg var så ked af det.

Og jeg skammede mig så meget.

Jeg skulle være mor.

Til en pige.

Og selvom jeg gik rundt med en perfekt lille mirakelbaby i maven kunne jeg ikke tilsidesætte mit eget behov for mad i læssevis.

Som i slet ikke.

Jeg var så bevidst om, hvor skadeligt det jeg gjorde mod min lille baby kunne være.

Og alligevel kunne jeg slet ikke lade være.

Jeg holdte mine problemer skjult for ALLE.

For min mand.

For min familie.

For mine venner.

For min læge.

For alle.

Tænk hvis de opdagede det.

Så var jeg sikker på de ville tage min baby fra mig.

Jeg var så bange.

Og jeg havde det så frygteligt .

Men ironisk nok fik jeg samtidig igen og igen at vide, hvor smuk gravid jeg var.

Hvor meget jeg strålede som en lille sol.

Og hvor fantastisk en mor jeg ville blive.

Jeg var SÅ fin og lille…….

Jeg blev SÅ fantastisk en mor……

Ingen kunne se, hvor ulykkelig jeg i virkeligheden var.

Ingen kunne se, hvad jeg gjorde mod min krop og min baby inde i maven, når jeg var alene.

Jeg var så ensom, at jeg stadig næsten ikke kan holde ud at tænke tilbage på den periode af mit liv.

For det gør stadig ondt indeni.

Ikke fordi jeg skammer mig.

Ikke fordi jeg fortryder.

For Jeg har tilgivet mig selv.

Men jeg har så ondt af den pige som var mig.

Jeg synes, det er så synd for hende, at hun levede med alle de misforståelser omkring sig selv.

Jeg synes, det er så synd for alle dem, som stadig lever med alle de misforståelser omkring sig selv!

jeg sender gravide Rikke alt min kærlighed, når jeg tænker tilbage på dengang.

Jeg sender alle gravide kvinder som lider af bulimi og overspisning min kærlighed, hver gang jeg tænker tilbage på dengang.

 Tænk at jeg kunne have det så skidt uden nogen vidste det.

Tænk at der går nogen og har det så skidt uden andre ved det.

Tænk jeg var så dygtig til at opretholde min sociale maske, hver gang jeg var sammen med andre mennesker.

Tænk hvor dygtige vi alle er til at opretholde vores sociale maske, når vi er sammen med andre.

Jeg tænker tit om vi overhovedet ved, hvordan hinanden går og har det?

Vi er så opdraget til kun at vise den pæne side af os selv

Den acceptrede side.

Men det gør os altså endnu mere syge.

Og endnu mere ensomme.

Jeg ved ikke om gravide Rikke havde taget mod nogen form for håndsrækning dengang.

Hun ville det gerne

Men hun ville det nok alligevel ikke.

Og heldigvis endte alting jo godt.

Jeg fødte den mest fantastiske og velskabte datter i verden

en datter som ændrede mit liv fuldstændig

Jeg er min lille stærke pige evig taknemmelig

Hun gav mig et helt nyt liv.

Ikke fra den ene dag til den anden

Men vi voksede sammen

På hver vores måde

Men ens for os er, at vi bliver stærkere for hver dag der går.