Den største smerte jeg husker fra min tid i madens klør, var ensomheden, der opstod selvom jeg var i fællesskab med andre. Den hørte næsten ubønhørligt med hver gang, jeg var social. Jeg sad bare der omgivet af mennesker, familie og venner og følte mig fuldstændig forladt og alene. Jeg sad bare der og følte mig ubetydelig, ikke set, ikke mødt og ikke forstået. Jeg sad bare der, og havde lyst til at løbe grædende væk. Jeg sad bare der, og havde lyst til at fylde mig med mad, eller kaste alt ubehaget i mig selv op på det nærmeste toilet. Jeg sad bare der.

Det er en smerte, jeg aldrig vil glemme. En smerte, der gjorde SÅ ondt, at den mindede om den, jeg for nylig følte, da jeg mistede min elskede mormor. 

Det var en smerte som jeg ikke kunne slippe. En smerte jeg ikke kunne stikke af fra. For jeg kunne ikke stikke af fra mig selv. Det var en smerte, som var en besked til mig selv. En besked om, at det var MIG der havde forladt mig selv. En besked om, at det var MIG der ikke så mig selv. En smerte som ikke blot skulle dulmes og overdøves. En smerte som var en besked fra min sjæl. En smerte som der skulle tages kærligt hånd om. En smerte som havde brug for kærlighed fra mig. Kærlighed fra mig til mig.

Men shit hvor var det svært. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle finde den kærlighed til mig selv, jeg følte mig jo som et afskyeligt menneske. Et menneske som ikke var værd at elske. Et menneske som skulle gøre sig fortjent til andres kærlighed. Et menneske som skulle præstere konstant for bare at få en lille følelse og glimt af kærlighed fra andre. Men det var som at tisse i bukserne hver gang. Følelsen varede så kort tid, før det igen blev koldt i mit indre. 

Det var et gammelt mønster, en gammel forestilling om mig selv og den jeg var, som sad fast i mit indre. En forestilling som fastholdt mig i lige netop overspisningen, krops,- og selvhadet. En forestilling som var skabt af alle de oplevelser, erfaringer, følelsestraumer og alt det jeg havde lært om verden og mig selv fra jeg var helt lille. Det var forestillingen som var blevet til mit eget selvbillede. Jeg var programmeret til at tænke de samme negative tanker om mig selv hver eneste dag. Jeg var programmeret til at føle mig utilstrækkelig, grim, tyk, dum, ulækker og forkert. Og den programmering, den ubevidste tankestrøm som flød gennem mit hoved hver dag, skabe de mest forfærdelige følelser, som jeg igen og igen måtte dulme med maden. Maden var blevet en automatiseret mestringsstrategi, som jeg brugte uden at tænke over det. Jeg mærkede knap nok, hvilke tanker og følelser der opstod i min krop, før jeg var i gang med at fylde mig selv med maden for at dulme ”det der”, jeg ikke helt vidste hvad var.