Det er sommer, solen skinner, og jeg er taget i sommerhus weekenden over med mine yndlings veninder.

Turen står på hygge, mad og alkohol i lange baner.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var presset allerede inden jeg tog afsted, for jeg vidste udmærket godt, hvor det vil ende.

Lige der i ubehaget.

Lige der i følelsen af, slet ikke at kunne holde ud at være i min krop.

 Lige der hvor jeg hadede min krop allermest.

Jeg vidste det godt, og alligevel kunne jeg intet stille op.

Jeg grinte en masse, men min hånd var nærmest også konstant i chips skålen, slikskålen, småkageskålen eller på min drink.

Til sidst følte jeg næsten ikke, jeg kunne grine mere.

 jeg følte, de alle sammen kunne se det på mig, at jeg var svulmet op, som en gravid ballonfisk.

For at udholde den forfærdelige følelse, gik jeg ud på badeværelset, lagde mig foran toiletkummen og kastede al maden og al min skyld og skam op, mens jeg i baggrunden kunne høre grin og latter inde fra stuen. Så rejste jeg mig, skyllede min mund, tog en tår vand, kørte en finger under det ene øje for at rette mascaraen og gik tilbage til mine veninder. 

Da jeg kom tilbage ind i stuen følte jeg mig lettere. Men det var en stakket frist.   To minutter efter sad jeg igen med en drink i mit glas og fingrene begravet i chips og dip.

Det var et æde-kaste op gilde, der kørte i ring i et tempo som en formel 1 bil i to dage. Til sidst havde jeg det så skidt, at jeg blev nødt til at tage hjem en dag før tid, da Jeg følte, at min ballonfisk-krop var svulmet op til en størrelse, der ikke længere var plads til i sommerhuset.

Det var skrækkeligt, og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op, andet end at stikke af.

Så det gjorde jeg.

Og det havde jeg gjort mange gange før.

Jeg har heldigvis jordens dejligste veninder.

Og de er her stadig.

Og det er jeg så dybt taknemmelig for.

De gør mit liv til noget helt særligt.

Og endnu mere særligt nu, hvor jeg ikke bærer på min skamfulde hemmelighed længere.

I dag fortæller jeg dem alt.

For jeg ved, de ikke stikker af.

At de ikke forlader mig.

De står bare endnu mere fast.

Og endnu mere klar, når livet bumper.

Men lad os lige vende tilbage til min følelse af at være en ballonfisk.

Der lå nemlig en hemmelig skat begravet i min krop som jeg dengang ikke vidste lå der.

Der var nemlig ingen dengang der havde fortalt mig, at det ”bare” var min følelsesmæssige krop, som havde taget over, når jeg følte mig som en ballonfisk.

 At jeg fuldstændig havde mistet fornemmelsen af min krop som den var, men hele tiden befandt mig i den del af min kropsopfattelse som var vurderende.

 Den del som er styret af tankerne.

Den del, der kaldes kropsoplevelsen.

Den del hvor overspisningen og bulimien bor.

Det er nok en af de vildeste opdagelser, jeg har gjort mig.

At min egen krop faktisk kunne hjælpe mig ud af min overspisning og bulimi, ved at få en forståelse af den.

Lad mig forklare dig hvordan:

Det er sådan, at vores krop både består af en konkret dimension og en følelsesmæssig dimension.

Den konkrete dimension er din evne til at mærke den fysiske sansning uden følelser og tanker.

Den følelsesmæssige dimension er måden, du oplever din krop på gennem dine tanker, følelser og vurderinger.

Begge ting er selvfølgelig tæt forbundet, og du vil altid opleve begge dele, og næsten oveni hinanden.

Først kommer den konkrete sansning og straks derefter kommer oplevelsen og følelsen.

Og hvad kan du så bruge den viden til?

Da jeg fik den viden, kunne jeg bruge den ti at øve mig i at skabe en tættere kontakt til min konkrete krop.

Jeg øvede mig i at flytte mit fokus fra det jeg oplevede, når det kropslige ubehag kom, til i stedet at mærke efter, hvordan det føltes at sidde på min stol, at mærke min bagdel røre sædet, min ryg mod ryglænet, mine fødder mod gulvet. Var det hårdt, eller blødt. Var det koldt eller varmt?

Jeg øvede mig jævnligt i at flytte mit fokus fra min følelser over i den konkrete sansning, så jeg gav plads til at betragte min kropslige oplevelse udefra.  

Jeg fandt mere og mere tilbage til min krop, som det den var. ”Bare” en krop.

En krop som gør en masse arbejde for mig hver dag.

 En krop som sanser gennem øjne, ører, næse, mund og hud.

En krop som jeg er virkelig taknemmelig for at have.

Uden krop, ingen mig.

Så hvis du går og føler, du har en ulækker krop, en slasket krop, en vammel krop.

Så skal du vide, at det ikke har noget som helst med din krop at gøre, det er vurderinger DU har tillagt den…

Jeg vil gerne give dig en lille, men meget virksom øvelse:

Prøv at lægge mærke til, hvor du har dit fokus, når du mærker dit kropslige ubehag?

Er det i kroppen eller i følelserne?

Når først du bliver bevidst om lige netop det, så kan du aktivt skifte dit fokus, ligesom mig på stolen.

Jo mere du øver dig i at mærke din krop som den er, des nemmere vil det blive for dig at slippe det kropslige ubehag, når følelserne og vurderinger tager over.