Du er afsløret!!!

I rigtig mange år, var det sætningen jeg nok frygtede mest. Jeg var så bange for at blive opdaget i mit forhold til min hemmelige (mad)elsker, at jeg nærmest gik rundt i en konstant frygtbobbel på vagt, og klar til forsvar.

Jeg begyndte at lyve, komme med undskyldninger og forklaringer på, hvorfor jeg ikke kunne deltage i det ene og andet.

Jeg sygemeldte mig fra job.

Jeg blev væk fra aftaler.

Jeg aflyste alt jeg kunne komme i nærheden af, for at være alene med min (mad)elsker.

Jeg følte mig som en stor løgn, og jeg levede i evig frygt for at blive opdaget.

For at alle omkring mig ville gennemskue mig, og finde ud af, at jeg var en bedrager.

Jeg var SÅ bange for, hvad andre ville tænke om mig, hvis de opdagede, hvem jeg i virkeligheden var.

Og når jeg tænker over det, har den frygt egentlig altid fyldt på alle planer af mit liv.

Jeg har altid været bange for, hvad andre tænkte om mig, og efter bedste evne prøvet at passe ind alle de steder jeg kom.

Jeg tilpassede mig alt efter, hvem jeg var sammen med.

Jeg var aldrig mig.

Og til sidst anede jeg faktisk heller ikke, hvem jeg selv var.

Jeg identificerede mig efterhånden 100% med min spiseforstyrrelse.

Min overspisning.

Min opkast.

Min skyggeside

Den side af mig selv jeg hadede.

Jeg afskyede

Jeg væmmedes over.

Jeg blev nødt til at holde skjult.

Kan du forestille dig, hvordan det var?

Det var ensomt.

Det var hårdt.

Og det var enormt stressende.

Sådan er det heldigvis ikke mere.

For jeg besluttede mig en dag for, at gøre noget nyt.

Det var så enkelt, og alligevel SÅ svært:

Jeg lyste min skyggeside op.

Jeg satte fuldstændig spot på, så jeg nærmest blev transparent.

Jeg gik ud i verden, og delte min sårbarhed, min smerte, min frygt og min skam med de mennesker, som var omkring mig.

Jeg valgte at være åben og ærlig.

Og tro mig det var svært.

Stemmen i mit hoved blev ved med at sige:

Det tør jeg ikke!

Det kan jeg ikke!

Jeg var så bange.

SOM I VIRKELIG BANGE

Det var faktisk så svært for mig, at jeg næsten troede, jeg skulle besvime første gang, jeg sagde det højt til et andet menneske.

Til min mand.

Men ved du hvad?

Det gjorde jeg ikke.

Jeg døde heller ikke, selvom jeg næsten havde den følelse.

Jeg var bare så fuldstændig skrækslagen.

Men sikken en lettelse jeg følte indeni.

Jeg blev lettere og lettere for hvert menneske, jeg fortalte om min indre kamp.

Og jeg er så glad for den beslutning jeg tog den dag.

Ikke bare beslutningen om at lyse min skyggeside op.

Men beslutningen om ikke at lade frygten styre mig.

Beslutningen om ikke at lade frygten for, hvad andre ville tænke om mig styre mig.

Og det er nok et af de vigtigste skridt jeg har taget i min rejse ud af madhelvede.

At stå ved hele mig med alt, hvad jeg var.

At stoppe med at tilpasse mig.

At stoppe med at prøve at være som andre.

Det er den største selvkærlighed jeg nogensinde har givet mig selv.

At være ærlig.

At stå ved.

At lyse hele mig op.

Jeg gav slip på så meget frygt for, hvad andre tænkte.

Jeg gav slip på frygten for at blive opdaget.

Jeg følte, jeg på en eller anden måde havde genvundet ”kontrollen” over mit liv og min historie. For nu hvor jeg selv, fortalte om mine udfordringer, så behøvede jeg ikke være bange for at andre ville gøre det.

Det frigav så meget energi.

Jeg kunne se på mig selv i et meget større perspektiv.

Jeg kunne se, at jeg ikke var min spiseforstyrrelse.

Jeg kunne se, jeg var så meget mere.

Jeg kunne se at jeg var mig.