Hvis jeg skal være helt ærlig overfor dig, og det skal jeg. Så havde jeg faktisk ikke et inderligt ønske om at slippe min spiseforstyrrelse de første 10 år den stod på. På trods af jeg var dybt ulykkelig, frustreret og følte at mine spiseproblemer ødelagde mit liv, så kunne jeg alligevel ikke forestille mig livet uden. Livet uden alt den mad jeg elskede. Livet uden den undskyldning maden gav mig, for at gemme mig for verden. Livet uden de opkastninger som sørgede for at holde min vægt nede. Det virkede simpelthen for skræmmende at stå der uden den kendte tryghed fuldstændig nøgen, og uden nogen anelse om, hvem jeg så var. Frygten for forandringen var for stor, og på trods af min mors iver efter at sende mig til den ene behandler efter den anden, så ønskede jeg inderst inde ikke at blive rask. Ikke at jeg som sådan var rigtig bevidst om det, og de forskellige behandlingsforløb, gjorde mig da også mere og mere frustreret over, at INTET virkede.

Men den dag jeg fandt ud af, jeg var gravid, gik det op for mig. Jeg havde aldrig ønsket at blive rask. Det gik op for mig, fordi, at da jeg stod der med den positive test i hånden, for første gang nogensinde mærkede et indre dybtfølt ønske om at slippe ud af mit madhelvede. Det var første gang, jeg mærkede en kæmpe lyst til selv at tage ansvar for at ændre mit liv, og første gang, jeg var villig til at betale, hvad end det ville koste, for at komme ud på den anden side. Dette indre ønske voksede kun som min mave blev større, og jeg samtidig fandt ud af, jeg ventede mig en lille pige. Det blev vendepunktet for mig, og det var her min vej ud startede.